Haveliv og selvforsyning/ Refleksioner

Er det ikke snart forår?!

Jeg trænger virkelig sådan til, at det snart bliver forår, sommer, sol og lys. Og at havesæsonen starter igen, ikke mindst!

Jeg elsker, når havesæsonen starter påny. Jeg elsker at planlægge afgrøderne i køkkenhaven, og jeg elsker at pakke haven ud af sit vinterhi: fjerne våde, slaskede blade, rive jorden pæn igen og se alle de fine, friske skud som pibler op og frem alle steder.

Jeg er altid glad, når efteråret kommer. Faktisk er efteråret nok min bedste tid. Måske fordi det er den eneste årstid man sådan rigtig kan regne med. Forår, sommer og vinter er altid ustabil; enten venter man på sol og får regn, eller også venter man på sne og får … mere regn. Men om efteråret venter man bare på regn – og får det! Så kryber man i ly inden døre efter nogle måneder med rigtig meget udeliv, travlhed i haven, og ekstra travlhed ved høsttid, når alt skal lukkes ned, gemmes , preserveres og tages vare på. I efteråret kan man slappe af og give sig hen med god samvittighed. Så selvom efteråret er lig med vinterens komme, så er det en god årstid, synes jeg.

Til gengæld synes jeg faktisk, at det tidlige forår er den værste periode på året (fraregnet de 6 uger med høfeber som jeg slås med hver sommer, men dem gider vi slet ikke at tale om!). Her i marts har vinteren været lang, spisekammeret er ved at være tømt for de gode sager, og haven er slet ikke kommet i gang endnu. Det er faktisk en rigtig svær tid, synes jeg. Heldigvis har Frederik fødselsdag i marts, og det gør unægtelig måneden noget mere festlig.

Men nu synes jeg altså, at foråret skal se at komme i gang. Jeg vil ud i haven!

Gem

Relaterede indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar