Kager, desserter og søde sager/ Opskrifter

Fredagsguf: Bananbrød – min bedste opskrift

bananbrød

Så blev det fredag igen, og dermed tid til lidt ekstra at hygge sig med til aftenkaffen. Ungerne får som regel en lille pose bland-selv-slik, men egentlig vil jeg langt hellere servere alt muligt andet lækkert for dem. Sådan noget slik er jo smækfyldt med e-numre og mærkelige ingredienser. Ikke just guf for små kroppe, der skal bruge energi til at vokse og udvikle sig.

Derfor prøver jeg altid at sætte et lækkert alternativ på bordet sammen med slikskålen. Af og til rammer jeg plet, og så glemmer de næsten helt at spise deres farvestrålende slik. Andre gange bliver mit hjemmelavede guf pure afvist. Og det er helt okay. Så prøver vi bare noget andet næste fredag. Jeg har efterhånden en lang liste af gode alternativer til slikskålen på repertoiret – tænker at det bliver til et helt indlæg snart. Måske du også kan blive inspireret af den.

Det her bananbrød er jo ikke en kage som sådan, men den er sød, svampet og helt uimodståelig. Den indeholder ikke så meget smør og sukker som en rigtig banankage, men den har alligevel alle kagens fordele. Og så er det samtidig en god måde at få brugt sine overmodne bananer, hvis man har sådan nogle liggende i frugtskålen. Det er ren win-win.

Den kan selvfølgelig serveres som den er, men allerbedst bliver den altså når den skæres i skiver og smøres med smør eller en form for nøddesmør. Mine unger vil helst spise deres bananbrød med chokoladesmørepålæg, mens jeg er mest vild med et tykt lag tandsmør til mit bananbrød.

Hvis brødet er blevet tørt (sker nu nærmest aldrig her i huset, for det bliver som regel spist meget hurtigt) smager det super godt lige at riste skiverne på brødristeren inden de smøres. Uhm …

Her hos os skal fredag aften tilbringes sammen med mormor og morfar. Vi har sendt Anders af sted på kursus hele weekenden, så vi er alene hjemme. Det bliver rigtig hyggeligt, og så kan vi glæde os ekstra meget til at se ham igen på søndag. Det er sundt med et lille afbræk fra den normale hverdag af og til.

God weekend derude. 🙂

Ingredienser

  • 4 meget modne bananer
  • 150 g farin
  • 100 g smør
  • 1 tsk vaniljepulver
  • 3 æg
  • 100 g hvedemel
  • 50 g fuldkornsmel
  • 1 knsp salt
  • 1 tsk bagepulver
  • 2 tsk natron
  • 1 spsk friskrevet ingefær
  • 1 tsk kanel

Sådan gør du

1

Pisk farin, smør og vanilje luftigt.

2

Tilsæt 1 æg af gangen og pisk grundigt mellem hvert.

3

Mos bananerne i en anden skål og vend dem i smør/sukker-blandingen.

4

Bland mel og krydderier grundigt i en skål for sig og vend derefter det hele sammen, men uden at "slå luften ud". Du må altså ikke røre for kraftigt i dejen.

5

Put dejen i en rugbrødsform beklædt med bagepapir eller smurt med smør.

6

Bages ved 200 grader i ca. 35 min.

7

Tag det ud af formen og lad det afkøle lidt på en rist, før det skæres i skiver og smøres med (nødde)smør.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Relaterede indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar