DIY og håndarbejde/ Refleksioner

Mending – reparer og bevar dit tøj

mending

Løse eller manglende knapper, sprukne sømme og falmede farver er alt sammen noget, der før i tiden fik mig til at kassere mit tøj. Også selvom det egentlig ikke var slidt, og jeg var glad for det. Men nu er jeg begyndt at reparere det i stedet – og det holder jeg aldrig op med igen!

På engelsk hedder det mending, og vi mangler et godt ord for det på dansk. For det handler ikke kun om at reparere, men også om at tage vare på, genanvende og bevare de ting, man har.

Min farmor gjorde det som noget helt naturligt. Hun genanvendte alt – endda fryseposer og poser fra brød. De blev vasket og vendt og lagt til tørre. Der kommer jeg nok alligevel aldrig til, men jeg har faktisk lavet mig en sykasse, ligesom hun havde. Og det er slet ikke nogen dårlig idé.

mending

Hvor har jeg dog sparet mig selv for meget tid og mange penge ved at begynde at mende mit tøj. For selvom det tager lidt tid at sy knappen i eller opfriske farven på t-shirten, så tager det jo i grunden endnu længere tid at gå ud og købe nyt. Det er der nok mange, der ikke tænker så meget over – at shopping tager tid. Tid, som du kunne bruge på at slappe af, læse en bog, lege med dine børn eller løbe en tur. Eller noget andet, som du sætter pris på at gøre.

Men det er jo ikke kun det at shoppe, der tager tid. Det tager jo også tid at tjene penge, og dem skal du altså skaffe flere af, hvis du kasserer dine ting, i stedet for selv at reparere dem. Man går jo på arbejde alligevel, tænker du måske, men der er altså noget om det gamle ordsprog: Hvad der er sparet, er tjent. Det er næsten lige som at få lønforhøjelse … Næsten. 😉

Og nå ja, så sparer man også lige verden for en masse affald og nyproduktion. Rigtig god idé hvis man, som jeg, er en lille smule bekymret for klodens fremtid. Det er på høje tid, at vi begynder at tænke os om, og det her er da et af de områder, hvor de fleste har mulighed for at gøre en – omend lille – forskel.

mending

Og selvom du måske ikke bestod Symaskinekørekortet i Fritidsklubben, så kast dig alligevel ud i det i det små. At sy en knap i eller at farve en falmet t-shirt er ikke svært håndarbejde. Og så kender du garanteret en sød person, som ejer – og kan betjene – en symaskine, hvis du støder ind i lidt større udfordringer.

For et par måneder siden sendte jeg endda et par læderbukser ned til en skrædder. De var gået op hele vejen rundt i taljen, og selvom jeg er nogenlunde ferm med en symaskine, så kan min maskine ikke sy i læder. For 250 kr fik jeg bukserne professionelt repareret – og nu kan de bruges 3-4 år igen. De var ikke voldsomt dyre fra ny, og jeg kunne jo bare have købt et par nye, men jeg er glad for, at jeg ikke gjorde det.

Kvalitet betaler sig på den lange bane

Når man er sådan en, der mender sit tøj, så begynder man automatisk også at tænke over kvalitet. At det faktisk godt kan betale sig at købe gode kvalitetsvarer, som ofte holder mange gange længere end de billigere alternativer.

Jeg har ikke et kæmpestort tøjbudget, men jeg er altså begyndt at tænke meget mere over, hvad jeg køber. Jeg kan fx godt lide, at mine basisting er af rigtig god kvalitet. De bliver brugt og slidt hårdt, og det er derfor vigtigt for mig, at de kan holde til noget. På den måde undgår jeg at skulle udskifte hele tiden.

Jeg har derfor en taske og en pung fra Gucci. Ikke billigt – men fantastisk holdbart, smukt og nærmest uopslideligt! Hvor har jeg undgået mange dumme taskekøb, siden jeg fik den taske! Jeg tror næsten, at den allerede har tjent sig selv hjem i forhold til alle de tasker, jeg ellers ville have købt. Når jeg en sjælden gang kigger på tasker, så blegner de jo alle i forhold til min Gucci, og dermed sparer jeg mig selv for en masse køb.

Så selvom jeg af og til føler mig lidt skør med min dyre taske, mine beskidte gummistøvler og min hjemmestrikkede sweater, så giver det alligevel så meget mening, når jeg tænker over det. For det er netop essensen af den måde, jeg klæder mig på, laver mad og lever i det hele taget: kvalitet og luksus blandet med snusfornuft, praktikalitet og langtidsholdbare løsninger.

Det er vel også en slags bæredygtighed. 😉

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Relaterede indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar