Frokost og madpakker/ Kager, desserter og søde sager/ Opskrifter

(Næsten) sunde bananmuffins

De her bananmuffin er næsten sunde! I min bog er de i hvert fald opført under kategorien “sund mad”. De indeholder både sukker, mel og smør (fy da!) men kun i mængder, som ingen mennesker tager skade af (med mindre man har en reel allergi) og samtidig er de smækfyldt med frugt og gode sager.

Hvis man bager dem af gode, økologiske råvarer – altså mel malet på stenkværn, smør fra køer, der har spist græs under åben himmel og god, økologisk rørsukker af høj kvalitet – så er de faktisk okay at putte i ungernes madpakker. Og ens egen også for den sags skyld. Altså som det lille søde indslag i stedet for fx mælkesnitter og den slags – ikke som erstatning for rugbrød og grøntsager, det siger sig selv.

Jeg har fået masser af ros for mine bananmuffins (elsker ros!) så nu får I også opskriften her. Den må videre ud i det ganske land, den må bages af mødre og fædre og bedsteforældre og puttes i små, lækkersultne børns munde. Det er meningen med lækre opskrifter, dem må man ikke holde hemmelige.

I øvrigt er opskriften her en fin måde at få brugt de overmodne bananer og de kedelige, slappe æbler i frugtskålen på. Så undgår vi madspild og får kage samtidig – den er ren happy hour!

Bananmuffins

Udskriv opskriften
Antal: 16 stk

Ingredienser

  • 3 modne, moste bananer
  • 2 revne æbler
  • 150 g sukker
  • 1 æg
  • 1 tsk vaniljekorn (eller 2 tsk vaniljesukker)
  • 75 g smeltet, afkølet smør
  • 1 dl cremefraiche
  • 250 g hvedemel
  • 2 tsk bagepulver

Sådan gør du

1

Mos bananerne og riv æblerne.

2

Bland sukker, vaniljesukker og æg i.

3

Tilsæt cremefraiche og smeltet, afkølet smør.

4

Bland bagepulver og mel i en skål for sig og rør det i.

5

Fordel dejen i muffinsforme af papir. For at holde på faconen er det en god idé at sætte papirformene ned i en fast muffinform af fx silikone.

6

Bages ved 175 grader i 20 min.

Noter

TIP: De her bananmuffins bliver ikke dårligere af at du tilsætter grofthakket chokolade til dejen inden bagning. Eller at du pynter dem med glasur og krymmel til festlige lejligheder. Jeg siger det bare.

Gem

Relaterede indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar